Kontakt med bedsteforældre, der bor langt væk

Hvorfor gode intentioner ikke bliver til samtaler

De fleste forældre ønsker, at børnene har et tæt forhold til bedsteforældrene, og de fleste bedsteforældre venter på netop det. Alligevel går der ofte lang tid mellem hver kontakt. Ingen har besluttet at lade være. Der er bare ikke noget naturligt tidspunkt, der holder.

Når en samtale skal ske "når det passer", passer det sjældent. Tidligt på eftermiddagen er børnene i vuggestue, børnehave eller skole, og om aftenen er alle trætte. Når man endelig sætter sig ned, er barnet sultent, uroligt eller bare ikke i humør. Den treårige svarer "ja" og "nej", holder telefonen på hovedet og forsvinder efter to minutter.

Så opstår der en lille skuffelse hos begge parter. Bedsteforældrene tænker, at barnet ikke har lyst, og du tænker, at samtalen gik dårligt. Næste gang er tærsklen lidt højere. Det er ikke en konflikt, men en gradvis udglidning, og den bliver mest bare værre af dårlig samvittighed.

• Samtaler, der skal ske "når det passer", bliver let udskudt uge efter uge
• Tidspunktet rammer ofte trætte, sultne eller optagede børn
• Små børn svarer kort, og voksne tolker det som, at det gik dårligt
• Bedsteforældre vil ikke forstyrre og venter på, at I tager kontakt
• Dårlig samvittighed gør tærsklen højere, ikke lavere
• Tidsforskel mellem lande gør det sværere at finde et fælles tidspunkt

Det prøver mange, og derfor holder det ikke

Den mest almindelige løsning er at love sig selv at ringe oftere. Det varer typisk en uge eller to, og så overtager hverdagen igen. Uden et fast tidspunkt skal du hver gang træffe en ny beslutning, og beslutninger er det første, der falder fra, når ugen er travl.

En anden udbredt løsning er lange samtaler i weekenden. De kan være dejlige, men de kræver, at alle har overskud på samme tid, og at barnet kan sidde stille foran en skærm i tyve minutter. For små børn er det næsten umuligt. Resultatet er, at samtalerne bliver sjældne, og at hver enkelt bærer alt for mange forventninger.

Mange lægger også ansvaret over på bedsteforældrene: "Ring bare, når I har lyst". Det lyder venligt, men bedsteforældre ved ikke, om det passer, og de ringer ofte midt i aftensmaden eller putningen. Så bliver samtalen kort og lidt stresset, og de trækker sig hellere tilbage næste gang.

• At love at ringe oftere uden at aftale et tidspunkt
• Sjældne, lange samtaler, der kræver meget af barnet
• "Ring bare, når I vil", så ingen ved, hvornår det passer
• At vente på fødselsdage og højtider som eneste kontaktpunkter
• At lade den voksne med mest tid tage hele ansvaret
• At forvente, at barnet selv holder samtalen i gang

En bedre tilgang: korte, hyppige og forudsigelige samtaler

Det, der virker bedst, er det modsatte af det, mange først tænker. Korte og hyppige samtaler slår lange og sjældne. Ti minutter en fast dag hver uge giver barnet noget at forholde sig til. Det ved, at "om tirsdagen taler vi med farmor", og det bliver en del af ugen på linje med fodboldtræning.

Samtalen bliver lettere, når barnet har noget at vise frem. Det kan være en tegning, en ny tand, et klodstårn, en bamse eller et sår på knæet. Små børn fortæller dårligt på åbne spørgsmål som "Hvad har du lavet i dag?", men de viser gerne noget frem. Bedsteforældrene kan på deres side vise hunden, haven eller det, de er i gang med.

Faste spørgsmål hjælper begge parter. "Hvad var det bedste i dag?" eller "Hvad fik du at spise til aftensmad?" giver barnet noget konkret at svare på, og bedsteforældrene ved, hvad de kan spørge om. Efter nogle uger bliver spørgsmålene en lille tradition, og barnet kan ofte begynde at svare, før spørgsmålet er stillet.

• Ti minutter hver uge er bedre end en time hver tredje måned
• Lad barnet have noget at vise frem, for eksempel en tegning eller et klodstårn
• Brug de samme to eller tre spørgsmål hver gang
• Lad gerne samtalen slutte, før barnet bliver træt af den
• Vælg et tidspunkt, hvor barnet plejer at have overskud
• Accepter, at "ja" og "nej" er et fuldt gyldigt svar fra en treårig

Sådan ser en ugerytme ud i praksis

Vælg én fast dag og ét fast klokkeslæt, og tal først med bedsteforældrene om det. Spørg, hvad der passer dem, og find så et tidspunkt, der også passer til børnenes døgnrytme. For mange er tidlig aften lige efter aftensmaden et godt valg. Har I tidsforskel, kan en weekendmorgen være nemmere.

Gør det småt og enkelt. Samtalen varer fem til femten minutter. Barnet har tegningen eller tingen klar, og en voksen sørger for, at alt fungerer, før barnet kommer. Hvis en uge ikke passer, flytter I samtalen til dagen efter i stedet for at springe den over. En uge, der glipper, er ikke et nederlag, men rytmen bør hurtigt finde tilbage.

Mellem de faste samtaler kan der ske små ting. Et billede sendt midt på ugen, en tegning, der lægges i postkassen, eller en lille besked om, hvad der skete i dag. Så er den faste dag højdepunktet i en uge, hvor kontakten allerede lever. Efterhånden spørger barnet selv, hvornår det er "farmor-dag".

• Én fast dag og ét fast tidspunkt, aftalt sammen med bedsteforældrene
• Fem til femten minutter, og slut, mens det stadig er hyggeligt
• Barnet forbereder noget at vise frem på forhånd
• Flyt samtalen til dagen efter frem for at springe den over
• Send et billede eller en kort hilsen midt på ugen
• Send tegninger eller en lille ting med posten, for eksempel en gang om måneden

Sådan kan Zenframe hjælpe med rytmen

Zenframe hjælper med den faste ramme omkring kontakten til bedsteforældrene. Når "samtale med farmor og farfar, tirsdag kl. 17" står i den fælles familiekalender, ved alle voksne derhjemme det. Så er det ikke kun én person, der husker det, og planlægningen af aftensmad samt aflevering og hentning kan tage hensyn til det.

Barnet kan også selv se dagen. På den fælles oversigt, for eksempel på væskærmen derhjemme, kan en rutine som "farmor-dag" blive synlig sammen med resten af ugen. Børn lærer hurtigt at genkende, hvad der sker og hvornår, og mange begynder at spørge "Er det farmor-dag i dag?", uden at nogen har mindet dem om det.

Der er ro i ikke at skulle huske alting selv. Den faste dag er en del af familiens rytme, ikke endnu et projekt på samvittigheden. Når rutinerne er synlige derhjemme, bliver det også lettere at justere, når en uge bliver anderledes.

• Den faste dag står i den fælles familiekalender
• Alle voksne derhjemme ser aftalen, ikke kun den, der husker det hele
• Barnet ser selv dagen på oversigten og kan glæde sig
• Rutinen bliver synlig sammen med ugens øvrige gøremål
• Det er nemt at flytte dagen, når ugen ikke går som planlagt
• Mindre pres og dårlig samvittighed, mere forudsigelighed

Hurtige tips

• Én fast dag og ét fast tidspunkt, aftalt sammen med bedsteforældrene
• Fem til femten minutter, og slut, mens det stadig er hyggeligt
• Barnet forbereder noget at vise frem på forhånd
• Ti minutter hver uge er bedre end en time hver tredje måned
• Lad barnet have noget at vise frem, for eksempel en tegning eller et klodstårn