Zenframe

Lær dit barn at ringe og tale i telefon

Mange børn vokser i dag op med beskeder, billeder og videoopkald og får sjældent øvet en helt almindelig telefonsamtale. Så når mormor ringer, eller barnet selv skal ringe og spørge om noget, bliver det stille, usikkert eller hviskende. Det er ikke et tegn på, at noget er galt. Det er en færdighed, der skal øves, ligesom at cykle eller læse på et ur. I denne guide gennemgår vi, hvorfor telefonen er svær, hvilke trin en samtale består af, hvordan I kan øve derhjemme med leg, hvem barnet kan prøve sig på først, og hvordan øvelsen kan blive en lille, fast vane i ugen.

Hvorfor telefonen er svær for børn

Når barnet taler med nogen ansigt til ansigt, får det en masse hjælp uden at vide det. Det ser et smil, et nik eller et løftet øjenbryn og ved dermed, om det er dets tur, om den anden forstår, og om det er i orden at fortsætte. I telefonen forsvinder alt det. Det eneste, der er tilbage, er stemmen.

Pauser bliver også sværere at tolke. Er den anden færdig, tænker vedkommende, eller er forbindelsen røget? Mange børn lader derfor være med at sige noget og bliver stille. Dertil kommer, at det er uklart, hvem der skal begynde. Den, der ringer, skal vide, hvad der skal siges først, mens den, der tager telefonen, skal svare uden at vide, hvem det er.

For børn, der sjældent har prøvet det, kan det føles som at blive sat op på en scene uden manuskript. Svar som “mm” og “ved ikke” er ofte barnets måde at slippe ud af situationen på og ikke udtryk for uvilje. Når man forstår, hvor det klemmer, bliver det lettere at have tålmodighed og at tilrettelægge øvelsen rigtigt.

  • Intet ansigtsudtryk eller kropssprog at støtte sig til
  • Pauser er svære at tolke: færdig, tænker eller afbrudt forbindelse?
  • Uklart, hvem der begynder, og hvem der afslutter
  • Børn får sjældent øvet sig, fordi det meste foregår via beskeder og video
  • Stilhed og korte svar er oftest usikkerhed og ikke uvilje

Det, de fleste prøver, og hvorfor det ikke slår til

Den mest almindelige løsning er at række barnet telefonen og sige “sig hej til mormor”. Det går ofte fint i ti sekunder, så bliver der stille, og de voksne overtager samtalen. Barnet har i virkeligheden ikke øvet noget, men blot stået ved siden af.

En anden udbredt tilgang er at vente, til barnet bliver ældre, og lade det løse sig selv. Men uden øvelse kommer tryghed ikke af sig selv. Mange bliver til teenagere og voksne, der undgår telefonen. Andre forældre prøver at presse: “Ring og spørg, om du må komme!” Det kan gøre barnet endnu mere nervøst, især hvis det første forsøg går skidt.

Det, der mangler, er lidt struktur: nogle enkle trin, barnet kan holde sig til, en tryg første modtager og en lav tærskel, så man øver ofte nok til, at det bliver velkendt.

  • At række telefonen videre uden forberedelse giver et kort “hej” og så stilhed
  • At vente på, at “det går over”, giver sjældent mere tryghed
  • Pres og “ring nu” kan øge nervøsiteten
  • At tale for barnet fjerner selve øvelsen
  • Uden trin ved barnet ikke, hvad det skal sige efter hilsenen

En enkel struktur: fire trin og en tryg start

Giv barnet en lille opskrift med fire trin. Første trin er at hilse og sige, hvem man er: “Hej, det er Mia.” Andet trin er at sige, hvorfor man ringer: “Jeg tænkte på, om jeg må komme på besøg i lørdags.” Tredje trin er at lytte og svare på det, den anden siger. Fjerde trin er at afslutte pænt: “Tak, hej hej!” og først lægge på, efter den anden har sagt farvel.

Øv først derhjemme uden en rigtig modtager. Brug to legetelefoner eller to mobiler, der ikke er forbundet med nogen. Lad barnet ringe til dig som bager, butik eller dukkens læge, og byt roller, så barnet også oplever, hvordan det er at svare. Sig højt, hvad der er let at glemme: tal lidt langsommere, og vent på, at den anden svarer. En pause er helt i orden.

Når barnet er klar til rigtige samtaler, så vælg en tryg voksen, som er forberedt, for eksempel en bedsteforælder, en onkel eller en nabo, der kender barnet. Aftal på forhånd, hvem der ringer, hvad samtalen handler om, og at den voksne giver barnet god tid, stiller enkle spørgsmål og roser indsatsen. Hold de første samtaler korte, gerne under to minutter.

  • Trin 1: Hils og sig, hvem du er
  • Trin 2: Sig, hvorfor du ringer
  • Trin 3: Lyt, svar og stil et lille spørgsmål tilbage
  • Trin 4: Afslut med tak og farvel
  • Øv først med leg, derefter med en forberedt tryg voksen
  • Skriv trinnene på en lille seddel ved telefonen de første gange

Sådan bliver det en lille fast vane i ugen

Det, der giver fremskridt, er ikke lange sessioner, men små og forudsigelige. Vælg én fast dag om ugen, for eksempel søndag eftermiddag eller en eftermiddag efter aftensmaden, hvor barnet ringer til en tryg voksen. Det kan være den samme person hver uge, så samtalen bliver velkendt og let.

Skift gerne indholdet lidt over tid. De første uger kan barnet bare sige hej og fortælle, hvad det har lavet i dag. Senere kan det ringe for at spørge om noget konkret, bestille pizza på las, eller aftale tidspunktet for et besøg. Ukendte telefonnumre er en øvelse for sig: lær barnet ikke at svare alene på ukendte numre, men at hente en voksen, eller svare “Jeg kan ikke tale lige nu, kan du ringe igen?”, hvis en voksen har sagt, at det er i orden.

Brug også et roligt øjeblik på de vigtigste ting at kunne. Barnet bør kende forældrenes telefonnummer, gerne øvet som en rytme eller en sang, og vide, hvad nødnummeret er der, hvor I bor. Øv, hvad man siger: hvem man er, hvor man er, og hvad der er sket. Gør det ikke uhyggeligt, bare til noget, vi kan.

  • Én fast dag om ugen, kort samtale på 2-5 minutter
  • Samme trygge modtager i begyndelsen, siden flere
  • Øv ukendte numre: svar ikke alene, hent en voksen
  • Lær forældrenes nummer som en rytme eller sang
  • Kend nødnummeret der, hvor I bor, og øv, hvad man siger
  • Ros indsatsen, ikke de perfekte samtaler

Sådan kan Zenframe støtte vanen

En vane opstår sjældent af gode intentioner alene, den har brug for et fast sted i ugen. Når øve- eller ringedagen er lagt ind i den fælles familiekalender, ved både barnet og alle voksne, hvornår den er. Bedsteforælderen, der skal være modtager, kan også få tidspunktet at vide på forhånd, så samtalen ikke kommer bag på vedkommende.

Børn føler sig tryggere, når det, de skal gøre, er synligt. Zenframes rutiner og ugeplan gør, at “ring til mormor” står sammen med resten af dagens opgaver, med en lille afkrydsning, når det er gjort. Det giver barnet en følelse af at have klaret noget, uden at forældrene skal minde om det hver gang.

Kalenderen og rutinen er det, der holder øvelsen i gang uge efter uge: den faste dag står der, og alle i familien kan se den.

  • Læg den faste øve-/ringedag ind i den fælles familiekalender
  • Lad alle voksne se aftalen, så modtageren er forberedt
  • Gør rutinen synlig for barnet sammen med dagens øvrige gøremål
  • Kryds af, når samtalen er gennemført, og lad barnet få æren
  • Hold rytmen enkel: én lille ting hver uge

Hurtige tips

  • Én fast dag om ugen, kort samtale på 2-5 minutter
  • Samme trygge modtager i begyndelsen, siden flere
  • Øv ukendte numre: svar ikke alene, hent en voksen
  • Trin 1: Hils og sig, hvem du er
  • Trin 2: Sig, hvorfor du ringer